Bakken - miljøgodkendelse

Sagen om ny miljøgodkendelse til Bakken er en føljeton - den pågår nu på 7 år.  Problemerne er stadig ikke løst.

Baggrund
Skovshoved-Klampenborg Grundejerforening (SKGF) har siden 2005 været engageret i arbejdet med en ny miljøgodkendelse af A/S Dyrehavsbakken, da Miljøklagenævnets midlertidige godkendelse udløb i 2006.

SKGF har ønsket og ønsker fortsat en konstruktiv dialog med både Gentofte Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune og interessenter bag A/S Dyrehavsbakken ( Teltholderforeningen og Miljøministeriet ved Skov- og Naturstyrelsen) om en bæredygtig og fremadrettet dialog og løsning af de massive støjproblemer som aktiviteten på Dyrehavsbakken påfører lokalområdet. Løsninger, der både tager hensyn til A/S Dyrehavsbakkens forretningsmæssige interesser og naboernes interesser i, at støjen bliver dæmpet så meget som muligt.

Vi må imidlertid konstatere, at der er tale om en efter vor opfattelse uventet og usædvanligt langvarig proces.

Nedenfor er i helt grove rids gengivet udviklingen i sagen fra 1996 til efteråret 2011.


SKGF's oversigt over det kronologiske sagsforløb:
 
Marts 1996: Lyngby Taarbæk Kommune meddeler A/S Dyrehavsbakken en miljøgodkendelse.

Marts 1997: Miljøstyrelsen stadfæster Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse, der er påklaget af de omboende.

April 1997: Miljøstyrelsens afgørelse påklages af de omboende til Miljøklagenævnet.

April 2002: Miljøklagenævnet hjemviser ikke sagen til fornyet behandling, men giver A/S Dyrehavsbakken en midlertidig miljøgodkendelse (udløb i 2006). Godkendelsen indeholder på en række områder skærpede vilkår i forhold til Lyngby-Taarbæk Kommunes oprindelige miljøgodkendelse. Nævnet udtaler, at en ny miljøgodkendelse også skal inkludere aktiviteten på parkeringspladsen.

Maj 2005: Naboer retter henvendelse til Lyngby-Taarbæk Kommune og A/S Dyrehavsbakken med henblik på dialog om ny miljøgodkendelse til afløsning for den midlertidige miljøgodkendelse fra Miljøklagenævnet.

December 2005: Lyngby-Taarbæk Kommune meddeler A/S Dyrehavsbakken en ny miljøgodkendelse, der på flere punkter er mindre restriktiv end Miljøklagenævnets afgørelse fra 2002. Miljøgodkendelsen omfatter forlystelsesaktiviteterne, men ikke - som forudsat i Miljøklagenævnets afgørelse fra april 2002 - parkeringspladsen, der ligger i Gentofte Kommune. Hverken Skovshoved-Klampenborg Grundejerforening (SKGF), naboer (i Gentofte Kommune) eller Gentofte Kommune blev involveret eller hørt i arbejdet med miljøgodkendelsen.  

Januar 2006: Gentofte Kommune, Skovshoved-Klampenborg Grundejerforening og naboer klager til Miljøstyrelsen over Lyngby-Taarbæk Kommunes miljøgodkendelse. Der gøres blandt andet gældende, at miljøgodkendelsen skal ophæves, da der skal arbejdes med yderligere støjbekæmpelse, og at Gentofte Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune skal have fælles kompetence, bl.a. fordi parkeringspladsen skal omfattes af den nye miljøgodkendelse.

Marts 2006: Miljøstyrelsen giver klagerne medhold i, at der skal være fælles kompetence mellem de to kommuner og ophæver Lyngby-Taarbæks miljøgodkendelse fra december 2005.

Maj 2006: Gentofte Kommune gennemfører og betaler for konsulentundersøgelse af vejbetjening af Dyrehavsbakken (Rambøll Nyvig rapporten af 8. maj 2006). Rapporten, der påpeger forskellige løsningsmuligheder for nedbringelse af støj fra til- og frakørselsforhold og fra parkeringspladsen, sendes i høring med svarfrist i september 2006. SKGF påpeger løbende behovet for en opfølgning på rapporten, så støj fra til- og frakørselsforhold kan nedbringes i forbindelse med den nye miljøgodkendelse.

Marts 2007: Miljøklagenævnet stadfæster Miljøstyrelsens afgørelse, ophæver Lyngby-Taarbæk Kommunes miljøgodkendelse fra december 2005, hjemviser sagen til fornyet fælles behandling i de to kommuner men forlænger den midlertidige miljøgodkendelse fra 2002 til at gælde indtil der foreligger en ny fælles miljøgodkendelse af A/S Dyrehavsbakken fra de to kommuner.

September 2009: Lyngby-Taarbæk Kommune giver, i samarbejde med Gentofte Kommune, A/S Dyrehavsbakken påbud om at udarbejde forslag til handlingsplan for nedbringelse af støjen til 45dB på forlystelsesdelen. Handlingsplanen skal fremsendes senest den 31. december 2009.

April 2010: Der nedsættes en arbejdsgruppe på initiativ af Gentofte Kommune med repræsentanter fra Gentofte Kommune, Naturstyrelsen, A/S Dyrehavsbakken og SKGF, til at undersøge løsninger for at nedbringe støjproblemer som følge af trafikforhold ved Bakken. Arbejdsgruppen kan imidlertid ikke fortsætte sit arbejde i efteråret 2010, hvor Gentofte Kommune oplyser, at man på grund af præcedens ikke kan være med til at bidrage økonomisk til undersøgelse af støjforholdene i forbindelse med trafikafviklingen til og fra Bakken.

Maj 2010: A/S Dyrehavsbakken fremsender den 27/5 2010 forslag til handlingsplan. Lyngby-Taarbæk Kommune har på anmodning af SKGF i marts 2011 oplyst, at forlængelsen af fristen på næsten 6 måneder i forhold til påbudsfristen blev aftalt mundtligt mellem kommunen og A/S Dyrehavsbakken. Gentofte Kommune har tidligere - og igen i marts 2011 - oplyst, at man flere gange havde bedt Lyngby-Taarbæk Kommune rykke for svar i sagen. Gentofte Kommune har bekræftet, at man i maj 2010 i en mail til Lyngby-Taarbæk oplyste, at det var Gentofte Kommunes opfattelse, at Bakkens vedholdende manglende efterkommelse af påbuddet nu var nået til et niveau, hvor den manglende efterkommelse burde politianmeldes.

Februar 2011: Naturstyrelsen og Bakken oplyser på et møde, der initieres af Gentofte Kommune som facilitator, at man fortsat er indstillet på at bidrage til en undersøgelse af trafikforholdene ved Bakken, som kan danne grundlag for en helhedsløsning - og som input til processen omkring miljøgodkendelsen. De bekræfter også, at man gerne indgår i fornyede drøftelser af det konkrete ønske fra grundejerforeningen om en ekstra indkørsel fra Skovporten, så snart der foreligger en ny miljøgodkendelse. SKGF bekræftede på mødet, at man fortsat ønsker at trafik- og støjforhold på og omkring parkeringspladsen skal indgå som en del af den helhedsplan, der også omfatter forlystelsesdelen.

Februar 2011: Gentofte Kommune anmoder Miljøstyrelsen om at anvende sin call-in beføjelse, da de to kommuner ikke er enige på en række punkter i det oplæg til miljøgodkendelse, der arbejdes på. Oplægget indeholder ikke krav om, at støjen skal nedbringes til 45 dB i de to referencepunkter, der er de vigtigste for naboerne, selvom påbuddet indeholdt krav herom.

Marts 2011: SKGF sender en klage til Folketingets Ombudsmand med anmodning om at vurdere, om det er i overensstemmelse med god forvaltningsskik, at Lyngby-Taarbæk Kommune og Gentofte Kommune efter mere end 5 års arbejde endnu ikke har meddelt A/S Dyrehavsbakken en ny miljøgodkendelse. Klagen (klik her) omfatter en række supplerende spørgsmål, der bl.a. skyldes, at de to kommuner, til skade for naboerne, ikke har bedt Naturstyrelsen og A/S Dyrehavsbakken om at dokumentere, at trafikafviklingen til og fra Bakken kan foregå på en for naboerne acceptabel måde, og at Naturstyrelsen har forsømt at sende driften af parkeringspladsen i offentligt udbud. Af Ombudsmandens svar (klik her), dateret 30/8.2011 fremgår, at Ombudsmanden ikke ser sig i stand til at kritisere sagsbehandlingstidens længde, og at han i lyset heraf ikke kan tage stilling til de supplerende spørgsmål, herunder to spørgsmål, som Ombudsmanden dog mener kan besvares ved at inddrage Naturstyrelsen.  Beklageligvis ligner Naturstyrelsens svar (klik her), dateret 12/10.2011, et forsøg på udenomssnak.

Juli 2011: SKGF sender en klage (klik her) til Natur- og Miljøklagenævnet, fordi Lyngby-Taarbæk Kommune har givet en teltholder dispensation fra landzonelokalplanen (L66), så han kan opsætte en forlystelse af typen Sky Roller, der under drift vil være 17 m over terræn og dermed ca. 9m højere end højdegrænsen i (L66), der er på 8,5m. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse (klik her) går desværre SKGF imod, idet nævnet finder, at den meddelte dispensation ligger inden for kommunens dispensationskompetence.

August 2011: SKGF sender en klage (klik her) til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagen har sin baggrund i, at Lyngby-Taarbæk Kommune af egen drift har meddelt A/S Dyrehavsbakken en ny miljogodkendelse og dermed tilsidesat nævnets afgørelse af 22.03.2007, der udtrykkeligt pålægger Lyngby-Taarbæk Kommune og Gentofte Kommune at forestå meddelelsen af en ny miljøgodkendelse i fællesskab. Nævnet har endnu ikke truffet afgørelse i sagen. (12/11.2011).

Juni 2012: Som svar på SKGF's anmodning (6/7.2011) om at Statsforvaltningen Hovedstaden gør brug af sin beføjelse som tilsynsmyndighed til at pålægge Gentofte og Lyngby Tårbæk kommuner - efter flere års ventetid - at udarbejde en fælles miljøgodkendelse for Dyrehavsbakken, udtaler Statsforvaltningen at den ikke har kompetence til at udtale sig om de spørgsmål, som SKGF har rejst.

På baggrund heraf må det konstateres, at SKGF har udtømt sine muligheder for ved henvendelser til offentelige klageinstanser - først Folketingets Ombudsmand og dernæst Statsforvaltningen Hovedstaden - at forsøge at fremskynde arbejdet med færdiggørelsen af den ny miljøgodkendelse for Dyrehavsbakken.

August 2012: Uanset protester fra såvel Gentofte Kommune som SKGF beslutter Lyngby-Tårbæk kommune at give Dyrehavsbakken dispensation til udvidelse af Bakkens åbningssæson med 2 dage (Bakkens anmodning er grundet dårligt vejr i starten af sæsonen). Den oprindeligt planlagte og annoncerede lukkedag rykkes fra 31/8.2012 til søndag 2/9.2012.

September 2012: Med henvisning til vor klage af 28/8.2011 retter SKGF (16/9.2012) henvendelse til Natur- og Miljøklagenævnet for at høre om nævnet kan oplyse, hvornår sagen forventes færdigbehandlet. Den 18/9.2012 svarer nævnet, at man beklager at man endnu ikke har behandlet sagen, men forventer at den er afgjort inden årets udløb.

Februar 2013: Der er endnu ikke kommet svar på klagen. SKGF sender en ny forespørgsel om sagen kan færdigbehandles i god tid inden bakken åbner.