Kystvejen

Kystvejen blev anlagt i 1938 for at aflaste den overbelastede Strandvej. Samtidig med anlæggelsen af kystvejen blev en ny havn ved Skovshoved anlagt øst for den gamle havn. Anlæggelsen var juridisk belastende fordi mange villaejere fik deres strandgrund udskiftet med en 4-sporet amtsvej.

I mange år har det været kritiseret at kørehastigheden på Kystvejen har været høj da det er en lige og bred vej med lange stræk uden sideveje. Som konsekvens heraf reducerede man i 2009 kørebanebredden til en 2-sporet vej (undtagen ved sidevejene med lyskryds) og anlagde en bred midterrabat mellem kørebanerne.

Denne midlertidige løsning for Kystvejen - som man kombinerede med at hastigheden blev sat ned fra 70 til 60 - regnes foreløbig som en succes, idet det har sænket støjniveauet fra trafikken.

Næste skridt bliver, at strækningen ud for havnen bliver omformet i forbindelse med et fremtidigt "Havn og By" projekt og samtidig udvidelse af havnen (se under menupunktet Skovshoved Havn). Det er planlagt, at der på denne strækning bliver de to østlige spor inddraget til havnen/rekreative formål, og trafikken skal afvikles på de to vestlige spor. Hastigheden bliver 50 km i timen, idet vejen fortsat er en Klasse 1 vej, der skal kunne afvikle meget og til tider tung trafik. Men hvordan vejen videre kan udformes afventer en arkitektkonkurrence i 2013-14 og videre politisk behandling.

Hvad der på lidt længere sigt skal ske med Kystvejen nord og syd for havnen er stadig uvist, men formentlig bliver den nuværende "midlertidige løsning" gjort permanent - måske med lidt kønnere udførelse af midterrabat og barrierer.
Det skal nævnes at nogle beboere i Skovshoved har været meget kritiske overfor tiltag omkring ændringer af Kystvejen, som på nogen måde kan påvirke Skovshoved by.


Baggrund:

Efter de mange indvendinger der resulterede i det første projekt i 2008, udarbejdede Park og Vej et nyt forslag til trafikregulering af Kystvejen. På borgermødet den 15. april 2009 blev det nye forslag præsenteret. I store træk fulgte det de bemærkninger som SKGF kom med under høringen af det første forslag. Dog ønskedes hastigheden generelt nedsat til 50 km/t. Forslaget blev gennemført i sommeren 2010, og er generelt blevet godt modtaget, men har endnu karakter af en midlertidig løsning, som afventer en endelig omlægning som led i helhedsplanen for Skovshoved Havn. (1.06.2012)

Ældre korrespondance
(kan hentes som pdf filer):

Høringsbrev til Gentofte Kommune 27.01.09

Gentofte Kommune om endeligt projekt afstribning

Grundejerforeningen sendte en mail til de medlemmer som vi havde mailadresse til, hvori foreningens holdning blev beskrevet. Desuden blev enslydende tekst omdelt til 200 grundejere i lokalområdet. Brevet til medlemmer kan ses her.